• Velkommen hos Nørager Dyrehospital. Vi har erfaringen, ekspertisen og hjertet til at tage os godt af dine dyr. Find flere informationer på denne side, eller kontakt os på mail eller telefon - 98 55 10 68.

Fyrværkeri og hund

For vore kæledyr kan fyrværkeri være en skræmmende oplevelse. Både lysglimtene og de høje lyde kan fremprovokere angstanfald hos hunde og katte.

 

Nogle typiske tegn på angst hos hunde er:
- Uro
- Lav kropsholdning og haleføring 
- Smalle øjne, lange mundvige, tilbagelagte ører
- Halser, savler, ryster
- Gemmer sig
- Urenlig

 

Gode råd til nytårsaften:

Motioner hunden tidligt på dagen, en god lang tur i skoven eller på stranden hjælper hunden til at slappe af om aftenen. Husk at have snor på, et højt brag kan skræmme hunden så den løber væk i panik.

 

Ynk endelig ikke hunden, forsøg i stedet at aflede hunden med lidt træning, søgen efter godbidder nyt legetøj eller andet, som den finder sjovt.

 

Træk gardinerne for og tænd godt med lys og sæt let rytmisk musik på musikanlægget. Gerne musik som hunden er vant til fra rolige stunder.

 

Lad ikke hunden være alene hjemme.

 

Tilbyd hunden et roligt sted, hvor den kan være i fred. Giv den en lille bunke tæpper her, den kan gemme sig i, hvis den helst vil det.

 

Forsøg ALDRIG at overbevise hunden om at fyrværkeri ikke er farligt ved at tage den hen til fyrværkeriet. Hunden forstår det ikke og oplevelsen vil gøre mere skade end gavn.

 

Ignorer selv fyrværkeriet og hundens eventuelle reaktioner på det. Herved signalerer du, at situationen er ufarlig.

 

Vær opmærksom på at atypisk opførsel som udklædning, truthorn og berusede personer kan virke stressende på en hund og evt. forværre angsten.

 

Behandling af fyrværkeriangst

Angsten vil ofte forværres fra år til år. Derfor er det en god ide at forebygge situationen. Et træningsprogram i form af en lyd-CD, der gradvist vænner dyret til fyrværkeri og tordenvejr kan anbefales. Det er vigtigt at starte i god tid, gerne allerede fra februar.

 

Medicinsk behandling kan i nogle tilfælde være nødvendig. Til den lettere nervøse hund anbefaler vi at bruge Zylkene, et angstdæmpende og tryghedsskabende stof, der er helt uden bivirkninger. Zylkene kan gives over en længere periode eller man kan nøjes med at give det Nytårsaften.

 

Til den meget nervøse hund eller kat, kan det være nødvendigt at bruge stærkere beroligende medicin. For at udlevere disse lægemidler skal dyrlægen have kendskab til dyrets sundhedsstatus. Det kræver at vi har set og undersøgt dyret indenfor det seneste år. Behandlingen består at en kombination af to slags medicin, der sløver dyret og dæmper angst. Et dyr der er behandlet med beroligende medicin må ikke efterlades alene hjemme uden opsyn.      

Skal din hund opereres?
Er din hund overvægtig?